Teori
Den første gang du møder
til kørekort teori vil du få udleveret
en lektionsplan som nøje beskriver hvad du skal igennem for at få
bil kørekort.
Her vil du kunne se at teorien og den praktiske kørsel følger
hinanden, således at når du f.eks. til teori har lært om motorveje,
vil du efterfølgende komme ud og få køretime på motorvej.
Dette sikrer en god indlæring.
Teoriprøven
Når du har gennemgået lektionsplanen kan du gå
til teoriprøve. Prøven bestilles gennem din kørelærer, og kan
tidligst aflægges 1 måned før du fylder 18 år. Prøven foregår
hos politiet og er en billedprøve med 25 billeder, hvor du skal
svare ja eller nej til en række spørgsmål.
Inden tilmeldning til teoriprøve, skal der
gennemføres et trafikrelateret førstehjælpskursus dette gøres
gennem Dk-køreskole.
Manøvrebane
På manøvrebanen skal du gennemgå en række øvelser i bilens
betjening samt grundlæggende manøvrer. Dette foregår på en lukket
manøvrebane hvor du og 2 andre elever får undervisning i disse
manøvre af en kørelærer. Det gør dig bedre i stand til at modtage
undervisning i trafikken efterfølgende.
Køretimer
Du kan tidligst starte kørsel på vej 3 måneder før du
fylder 18 !
De første kørelektioner på vej foregår efter lektion 3 i
teoriundervisningen og derefter mellem hver teorilektion. Disse
lektioner aftales med kørelæreren.
De første par minutter af din første køretime starter på en
mindre befærdet vej, så du lærer den nye bil at kende uden andre
trafikanter i nærheden. Herefter kører vi ud i trafikken, men vi
starter med en nem tur på en ikke særlig trafikeret vej.
Køretimerne bliver gradvist sværere, så du hele tiden bliver ført
til vanskeligere manøvrer.
De sidste manøvrer på vej som kørsel på motorvej, kørsel i
mørke, kørsel i tæt trafik skal foregå på bestemte tidspunkter hvor
trafikkens tæthed tillader tilstrækkelige udfordringer i
undervisningen.
Køreteknisk anlæg - Glatbane
Du skal på Køreteknisk anlæg "glatbane" som noget af det
sidste i din undervisning. Du tilmelder dig efter aftale
med din kørelærer.
Følgende ting skal indlæres på Køreteknisk anlæg:
- Vejgreb og belæsning
- Hastighed, bremselængde og vejgrebets udnyttelse
- Hindringer på kørebanen
- Genvindelse af vejgreb efter udskridning
Forberedelse til køreprøve
Køreundervisningen afsluttes med en køreprøve, som består af en
teoretisk og en praktisk del. Den teoretiske del (teoriprøven), er
en skriftlig afkrydsningsprøve efter lysbilleder, hvor du skal tage
stilling til, hvordan du vil køre i forskellige fotograferede
trafiksituationer.
I køreskolen har vi et stort antal evaluerende teoriprøver, som
indgår i undervisningen. Prøverne er tilrettelagt på samme måde som
politiets prøver, så der er rig mulighed for at træne.
Når teoriprøven er bestået kan køreprøven bestilles.
Køreprøven foregår i den samme skolevogn som du har lært at køre i,
men istedet for din kørelærer, sidder der en prøvesagkyndig fra
politiet på passagersædet og fortæller dig hvor du skal køre hen.
Prøverne har hver især en varighed af ca. 45 minutter.
Inden den rigtige køreprøve afholder vi en evaluerende køreprøve
hvor din kørelærer fungerer som prøvesagkyndig, og ud fra
resultatet af denne prøve, som du selv er med til at bedømme, kan
vi tilrettelægge resten af din undervisning.